Subscribe to Wessberg A/S - Rådgivende ingeniørerrss

Sundhedscenter for kræftramte i København

8. oktober 2009 af  
Gemt under Aktuelle projekter i Wessberg

Sammen med Nord Arkitekter, Hellerup Byg og Metopos har Wessberg vundet 1. præmien i Københavns Kommunes udbud om at opføre et nyt Sundhedscenter for Kræftramte. Centret opføres ved ”De Gamles By” på Nørre Allé i København.

I dommerbetænkningen står der blandt andet:

Arkitektmodel af fællesrum. Kilde: Nord Arkitekter

”Forslaget løser byggeprogrammets mange og tilsyneladende modsatrettede krav på en overraskende måde…og det arkitektoniske formsprog samler et ydre hele i et nutidigt udtryk og materialevalg.”

”Dommerkomitéen har fundet, at forslaget har forstået og fortolket byggeprogrammet så fremragende, at man selv i planløsningens detaljer har fundet en stor indlevelse og omhu i forhold til den hverdag, som venter brugere og medarbejdere i det ny sundhedscenter.”

Det er første gang i Danmark der nyopføres et center, der alene er målrettet rehabilitering af kræftramte og det har været vigtigt, at byggeriet formes efter brugernes, medarbejdernes og samarbejdspartnernes behov og ønsker.

Byggeriet er først og fremmest et vigtigt skridt for de af Københavns borgere, der har fået en kræftdiagnose, men det er også af stor betydning for deres familier. Dermed vil der blive sikret de bedste forhold for kræftpatienterne. Rehabilitering af kræftpatienter er en meget vigtig opgave, som dækker over mange indsatser med det fælles mål at støtte borgeren i at opnå det bedst mulige hverdags- og arbejdsliv på trods af kræftsygdommen.

Wessberg er som den rådgivende ingeniør ansvarlig for det tekniske design af den markante tagkonstruktion og for at tilsikre et optimalt indeklima under hensyn til den spændende rumudformning. Indeklimaet er endvidere påvirket af en betydelig støj belastning, da projektet er placeret ved et trafikalt knudepunkt i København.

Sundhedscentret står klar i foråret 2011, hvor det er håbet at Lance Armstrong vil deltage i indvielsen.

Bygherre: Københavns Kommune
Entreprenør: Hellerup Byg
Arkitekt: NORD, København
Ingeniør: Wessberg Rådgivende Ingeniører A/S
Landskabsarketekt: Metopos

Der er lukket for kommentarer.